En gang, da jeg var hos skolelægen med nogle elever, faldt jeg efter konsultationen i snak med skolelægen og fortalte hende bl.a. andet, at jeg for nylig havde været inde at høre Aalborg Symfoniorkester opføre Niels W. Gades ”Elverskud”. Jeg havde haft svært ved ikke at løbe op på scenen og synge med, for den opførte vi, da jeg gik i gymnasiet. Skolelægen svarede, at hun sang i kor, og at jeg var velkommen der, jeg kunne bare møde op næste torsdag og se, om det var noget for mig.
Skolelægen var Runa Lauritzen og koret var Skørpingkoret. Jeg kørte heldigvis til Skørping den følgende torsdag og opdagede til min glæde, at jeg da kendte korlederen, Søren Steen Nielsen. Vi sang i kor sammen, da vi begge gik på seminariet, Søren var allerede den gang solist, når der var opgaver til det.
Jeg satte mig og sang som tidligere først anden sopran, men fandt hurtigt ud af, at jeg da vist hørte hjemme hos alterne.
Dette skete vist nok i 1989, og lige siden da, altså i 23 år, har jeg sunget i Skørpingkoret.
Min interesse for at synge og synge i kor blev vakt af min sanglærer, da jeg gik i mellemskolen. Han var meget engageret, når han skulle dirigere koret, stod han oppe på en stol, da han ikke var særlig høj. Han var så ivrig, at jeg altid stod og var bange for, at han skulle falde ned.
Jeg synes, at vi har sunget mange forskellige ting i årernes løb, Søren er god til at blive ved med at finde nye ting til os, jeg forlader altid koraftenerne i bedre humør og mindre træt, end da jeg kom.
Det første korstævne, jeg deltog i, var i 1990, hvor vi med Sten Lindholm som dirigent opførte Mendelssohns ”42. salme”. Siden har jeg været med til mange korstævner, bl.a. i 1992 i Tivoli, hvor vi sang Händels ”Utrecht Te Deum” med min yndlingsdirigent, Michael Bojesen, ”Tidernes sang” i Odense i 2002, Mendelssohns ”Elias” i 2000 og Haydns ”Skabelsen” i 2009 med en anden yndlingsdirigent, Søren Birch.
I 1993 dannede man ”Danmarkskoret” i anledning af, at Placido Domingo og Inga Nielsen skulle synge i Parken i København. John Høybye var dirigent for os.. Vi skulle underholde, mens alle tilhørerne fandt deres pladser og indtog deres medbragte mad. Mens vi øvede, inden tilhørerne kom, kom Placido Domingo ned og hilste på Danmarkskoret. Det, synes jeg, var meget sympatisk af ham.
Jeg har deltaget i utallige andre korstævner, men jeg kan ikke omtale dem alle.
Til slut vil jeg fortælle noget andet ved korsang, som jeg godt kan lide: jeg kan godt lide den tilstand af koncentration, årvågenhed eller parathed, som jeg skal sætte mig selv i, når vi skal opføre et værk. Det er nu, det gælder, vi synger kun værket én gang. Glem at det er svært at se dirigenten, at du er træt, står dårligt, der er for lidt lys, har ondt i fødderne eller hvad, hvis en falder om (i Viborg Domkirke), så falder vi alle. Men sådan er vilkårene sommetider, og som regel tænker jeg efter en koncert: skal vi ikke lige synge den igen?