Jeg har altid sunget. Min fars familie var meget musikalske, det hedder sig, at min farfar og hans søskende – de var 11 søskende i en præstegård – altid sang flerstemmigt, selv når det bare var en lejlighedsang. Det var derfor lige så naturligt for mig og mine søskende at få undervisning i klaverspil, som der var andre at lære at sidde pænt ved bordet. Men klaveret og jeg blev nu aldrig venner. Mine forældre så muligheden i min sangstemme, og jeg fik i stedet undervisning i sang.
Min realskoletid og min gymnasietid fik jeg på Aalborghus Statsgymnasium hos en rektor, der var ”noget ved musikken” – nu hedengangne C. Willum Hansen. Koret indsang som den naturligste sag af verden danske sange til radioen, vi sang opera, hvor andre skoler spillede skolekomedie, og Aalborg Bykorkester akkompagnerede vores julekoncerter. Bare jeg dog dengang havde forstået, hvor fantastisk det var.
Under min studietid i Århus sang jeg i Byorkesterets Koncertkor, hvor vi hver jul sang Juleoratoriet – alle 6 dele. Jeg tror stadig jeg kan synge den i søvne. Vi sang med Byorkesteret hvert forår de store oratorier.
Jeg bosatte mig med min egen familie på landet og valgte folkekoret. Det har været meget anderledes, end det jeg kendte, men bestemt ikke dårligere. Kammeratskabet fylder betydeligt mere, og det er blevet mere værdifuldt for mig, end at få opfyldt mine store musikalske drømme.
Jeg har altid villet have indflydelse, og valgte derfor også på et tidspunkt at være aktiv både i Danske Folkekors hovedbestyrelse og i Nordjyske Folkekors bestyrelse, en periode som formand. Jeg har været heldig at lære mange spændende, musikalske mennesker at kende, og at få lov til at skubbe til den musikalske korudvikling i Nordjylland.