Jeg kom ikke fra et hjem med klaver, men fra et landbrug med meget sang i hjemmet, både ude og inde. I skoletiden var jeg begunstiget med inspirerende sanglærere, ikke mindst i gymnasiet, på Århus Katedralskole, hvor Henrik Schiøtz gav kommende studenter en solid sang- og musikballast. Herefter fulgte ca. 20 år i København, hvor de sanglige udfoldelser mest var inden for studenterliv og senere privatliv: vugge- og børnesange.
I 1981 flyttede vil til Rebild, idet jeg fik job i Aalborg. Ved en fest i den lokale grundejerforening fik Olga, som også boede her, mig shanghajet til at prøve korsang i Skørpingkoret. Det var i efteråret 1982, hvor jeg fulgtes med vores nabo Finn Feldvoss til første koraften på Lilleskolen og fandt plads, som han, blandt basserne, hvor jeg især husker postmesteren, Vejersø, med det store hvide hår. Inden jul blev jeg dog flyttet over til tenorerne – der befandt jeg mig godt og har sunget her siden.
Gennem de følgende år blev koret en fast del af mit virke – ikke mindst i årene 1991-1998, hvor jeg var involveret i ingeniørprojekter ved Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Her pendlede jeg til København, typisk 3-4 dage om ugen, men kunne som regel nå hjem til koraften torsdag. Siden, hvor der blev mere luft i mit arbejdsliv, var jeg nogle år i bestyrelsen for sang- og musikforeningen.
Fra de første år er det især Schuberts Deutsche Messe, som gjorde dybt indtryk på mig. Vi sang dele af den ved julekoncerten i 1983 og opførte den i sin helhed første gang i 1985. Heilig, heilig, HEILIG! gik ind til marv og ben, og den dag i dag er den favoritten over alle blandt kormusik – i vores familie.
Fra mange gode stunder med vores norske venskabskor, Båstadkoret, husker jeg især det første besøg i Skørping i foråret 1993, der blev afrundet med en vandretur i den lysegrønne bøgeskov, en oplevelse nordmændene bl.a. kvitterede for med sangen ”Vänskab”. Den sang blev siden en fast del af talrige afskedsritualer ved vore gensidige besøg; det var ved en sådan afsked i Norge, jeg kom til at sige farvel til Bodil Steffensen, som dog protesterede – og ville med hjem. Præsentation af nye medlemmer var ikke just indarbejdet i koret.
Gennem årene har jeg deltaget i de fleste regionale og landsdækkende stævner og i de seneste år også Nordklang stævnerne. Ud over talrige musikoplevelser er mødet med Placido Domingo i 1993 værd at mindes – da han med Inga Nielsen i hånden ankom til Idrætsparken i København, til en tusindtallig korsangerskare, og gik hen imod vi sangere på tribunen for på tæt hold at hilse – op til tenorgruppen.
Koret i dag: Torsdag aften er fortsat et af ugens højdepunkter – ”jeg skal til ko..o..o..r, åja !…” – nu som i snart 30 år. Repertoiret er fortsat en fin blanding af fornyelser og gamle kendinge, og det samme kan siges at gælde for korets medlemmer – SUPER, at vi kan tiltrække kormedlemmer fra Aalborg og Mariagerfjord kommuner. Ildsjælen Søren Steen har en stor del af æren herfor; det er et privilegium at have Søren som korets drivkraft gennem 30 år, og han fastholder dermed en tradition fra den oprindelige sangforening: At korets dirigenter er langtidsholdbare.
Sangforeningen fremover: En vision kunne være, at lytning til fremmed korsang – nær og fjern – i højere grad vil indgå i foreningens fokus. Fine oplevelser fra korkoncerter i nærområdet er kun sporadisk blevet en del af
fællesskabet. Det gjalt også Verdens-korsymposiet i København i 2008 – en ”event”, der kun med tiårs mellemrum holdes i Europa. Her kunne et kræsent publikum hver dag i en uge lytte til nogle af verdens bedste kor. Fra Skørping var vi to – min viv og undertegnede.