Janicke Arnbak

Barndomshjemmet i Svenstrup var præget af megen musikalitet. Moderen var uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på klaver og i sang. Faderen var en habil amatør-kontrabassist.

Også Janicke og lillesøsteren havde fået musikaliteten som nådegave. Sammen med forældrene dannede de en sangkvartet med moderen som sopran, søsteren som tenor, faderen som bas og Janicke som alt. Kvartetten var meget populær i familiekredsen, der bestod af mange musikalske medlemmer. Lillesøsteren, Irene Becker, er nu musiker (keyboard eller klaver) i Pierre Dørges verdenskendte New Jungle Orchestra.

Janicke selv var med i folkeskolens børnekor og i moderens Englekor som gav koncert i kirken ved juletid. Moderen fik endvidere opsat en ældre udgave af Familien Trap, hvor Janicke selvsagt var et af medlemmerne af den store børneflok. Hun medvirkede såmænd også ved moderens opsætning af Folk og røvere i Kardemomme by.

I teenageårene var hun medlem af en trio, der også omfattede søsteren og en mandlig ven. I hele tre år glædede trioen mange nordjyder i hele regionen ved deres sang – gerne sammen med andre amatørsangere..

Ellers lærte Janicke klaverspillet, men også at beherske, blæser- instrumenter, som klarinet, saxofon, og altfløjte.

Da hun i midten af tresserne kom på Vestbirks Højskoles musiklinje var hun altså særdeles vel udrustet til at gøre fyldest i de mange af højskolens musikalske aktiviteter, sangligt som instrumentalt. Opholdet blev en stor oplevelse.

Hun tog uddannelsen som børnehavepædagog på seminariet i Aalborg. I den periode var hun medlem af flere kor. Som uddannet pædagog var hun selvskreven til at underholde lydhøre børn. Mange af sangene havde hun selv skrevet.

Efter at være flyttet til Stinesminde ved Mariager Fjord blev hun medlem af Rostrupkoret i 1992. Koret var medlem af Nordjyske Folkekor. Hun mødte Søren ved indstuderingen af Elverskud i forbindelse med Skørpingkorets 100-års jubilæum i 1995. To til tre år senere skulle blive medlem af selvsamme kor. Det har hun ingenlunde fortrudt.

Janicke synes, at vort kor har en høj kvalitet, takket være synge- mesterens store musikalske kompetence og pædagogiske evner. Hun finder, at repertoiret er tilpas udfordrende.

Janicke er ramt af en langsomt progredierende muskeldystrofi (muskelsvind), hvorfor hum i en lang årrække har været køretolsbruger. Derfor har hun ikke magtet at deltage ved de store Landsstævner uden for Skørping.

Med den allerstørste glæde fik hun dog oplevet at deltage ved opførelsen af Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke i år 2009, oratoriet Elias i år 2000, opførelsen af Faurés Requiem i Ingstrup Kirke i 2002 og Schuberts Messe i G-dur i 2004, der blev opført på tre forskellige lokaliteter. Nu glæder hun sig meget til den forestående julekoncert i Skørping Nykirke i år 2011.