Mit medlemskab af Skørpingkoret ligger tilbage til ca. 1996-1997. Efter at det lille Willestrupkor, under Willestrupspillene, som Maria Ohrt- Nissen dannede i medio 1990érne, nedlagde sig selv, fulgte jeg med over i Skørping Sangkor og kom her under Søren Steen Nielsens professionelle, dygtige og kærlige ledelse som 1. sopran.
Mit” sangerliv”, begyndte dog længe før. Med sindet sporet ind på refleksioner bagud opdager jeg overraskende, at det bliver en lille” musikalsk rejse” ad følelsernes bugtede sti i såvel dur som mol.
Jeg er født i sommeren 1957 på en gård på en bakketop på Djursland som sidste og 3. barn. Mine tidligste erindringer om sang er fra barndommens dejlige juleaftner, hvor jeg som den ihærdigste sang ”Et barn er født i Bethelhem”. I det hele taget husker jeg mig selv som et lille ”Trallebarn”, der under mine ofte ensomme lege havde meget snak og sang med mig selv og mine dukker.
Min far var medlem af det stedlige menighedsråd og med dertil hørende pligter som pyntning af kirke ved jul og påske – med mig som ivrig hjælper. Ved de efterfølgende gudstjenester blev de fine gamle salmer raskt lært af en lille ivrig pige.
De første skoleår foregik på en lille landsbyskole. Her indtog ”De små synger” pladsen som den vigtigste bog i de første år af min skoletid. Til stor glæde for ”Trallebarnet” blev sangen nu rigtig taget alvorligt. Næsten hele repertoiret blev lært under kyndig og kærlig ledelse af førskolelærerinden Else Marie Hammershøj. Bedste julegave i 1964 var da også ”De små synger”. Den fulgte mig gennem rigtig mange år og gik selvfølgelig i arv til mine børn.
Men nye tider var dog også på vej, Et dejligt sangminde har jeg fra min bror, der 6 år ældre end jeg, nok havde styr på den nye musik genre. Vi sang lystigt foran spejlet, med hver sin ketcher som guitar, Beatles ” She loves you, yeah, yeah, yeah”
Den uforstyrrede lykkelige barndom blev dog på grusomste vis slået i itu i april 1966, hvor min bror Jens Vilhelm døde af kræft. Han blev begravet på en alt for grøn og anemonefyldt majdag. Alting blev sort derhjemme, og de lyse toner blev, fra jeg var 9 år, nu stemt i mol. I mit voksne liv er det stadig en toneart, der alt for nemt indfinder sig ved de rette ord og stemninger.
Men med mit trods alt lyse sind og iver efter oplevelser og læring, startede jeg i børnekor som 9-10 årig under en særdeles kompetent sanglærer, – kæmpkvinden Inger Jacobsen på Skørring Skole. Hun kunne med tiøreskager og en fantastisk fortolkning af Ingemanns ”På Sjølunds fagre sletter” få sit kor til alt – og vi elskede hende!
I gymnasietiden på Randers Statsskole sang jeg med glæde og entusiasme i kor i både 1. og 2. g. Det store gymnasiekor var under kyndig ledelse af den dygtige lektor Herluf Houengaard. I disse år oplevede jeg også den første seriøse præsentation af den klassiske musik.
Jeg stødte i mine ungdomsår tit på folk, der bemærkede at jeg ofte sang (for mig selv) og herefter kommenterede det videre med følgende ord: ”Du må da være glad” og mit svar var ofte ”Nej ikke specielt” men mine følelser blev i disse Weltsmertzår ofte udtrykt gennem sang.
Herefter kommer der nu år med stor travlhed, uddannelse, ægteskab, 3 børn og fuldtidsarbejde. Vi er nok en aktiv familie, og den store tid til egne interesser er der ikke i en del år. Dog vælger hele familien at deltage aktivt i de historiske egnsspil , Willestrupspillene gennem en lang årrække. Her bliver den gamle glæde ved musik, sang og teater vakt igen. Ud af dette opstår også en lille Syngepigegruppe, som jeg lejlighedsvis stadig ødelægger min stemme med (siger Søren J).
De mange år i Skørpingkoret har bragt mange store oplevelser med sig. Af højdepunkter er der mange, og jeg vil bl.a. nævne opførelsen af Mendelsohns Elias i 2000, – Les Misèrables, som vi sang ved Skørping kommunes udnævnelse som Kulturkommune i 2002. 100 års jubilæet for Dansk Folkekor i Odense i 2002 med Michael Bojesens ”Tidernes Sang”. Ved denne lejlighed oplevede jeg for første gang sammenhold og venskab mellem kormedlemmerne Vi var jo, som ved den slags lejligheder af sted over flere dage, så der blev både tid til fest, spøg og hårdt arbejde.
Jeg deltog i Nordklang i Uppsala i 2007, og som forholdsvis nyopereret i ryggen, havde jeg min mand Denis Nyboe med som hjælper. De store musikalske oplevelser, vi havde sammen i Upsala den sommer, gjorde, at min mand nu også er blevet medlem af koret.
En oplevelse af de lidt mere specielle og ikke så rare fik min mand og jeg, da vi i efteråret 2009 deltog i prøverne til Haydns Skabelsen i Viborg Domkirke. Alt gik godt, – det er sidste prøve om lørdagen inden den store opførelse dagen efter. Pludselig bliver der kraftigt signaleret til mig, at jeg skal forlade min plads i koret straks. Vi havde fået en telefonopringning, vores 22 årige søn var styrtet på cykel. Han havde kort været uden for bevidsthed og var nu på vej med udrykning til sygehuset i Aalborg. Heldigvis var det ikke så slemt som annonceret, han havde lykkeligvis kun fået sig nogle grimme knubs.
Ved opførelsen næste dag i Domkirken oplevede vi derfor ikke rigtig suset ved den flotte og vellykkede koncert; angsten, glæden og lettelsen oven på den store forskrækkelse sad stadig i kroppen som det altdominerende.
Gennem en årrække har jeg været medlem af bestyrelsen i Skørping Sang- og Musikforening, som koret var et led i indtil 2011. Her har jeg været glad for al den erfaring, man får i samarbejdets svære kunst, samt i de rent praktiske færdigheder man også får som sekretær. Endelig er min viden og interesse for klassisk musik og specielt opera er vokset en hel del i disse
bestyrelsesår.
Lad mig runde af på følgende måde. Er ked af at måtte tilbage til min gamle ”Mol-ven” men den følger mig trofast. I foråret 2007 var vi i korprøverne til” Navigare Necesse” Tolv digte om Danmark 1940, af Kaj Munk, – kommet til digtet om Maj. Teksten ramte mig lige i hjertet og det lykkedes mig vist ikke at synge med på ordene der lyder:
”At Fuglelatter og Blomstersmil
kan gøre så ondt kan gøre så ondt!
De trykker mig ind imod Hjertet en Pil
og drejer den rundt og rundt.
Her sidder jeg lænket i Smerternes Borg.
Forstå, hvor jer glæde kun haaner min Sorg”