En novices genvordigheder – med en lykkelig udgang.
I vinteren 1996 flyttede min kone og jeg fra Herning til Skørping for at bo i nærheden af vore to døtre og deres familie i vort otium.
Mine piger opfordrede mig til at melde mig ind i et kor, da jeg godt kunne lide at synge. Jeg havde ganske vist ikke sunget i noget kor tidligere. Der til var mit kendskab til nodesproget meget begrænset.
En torsdag aften i begyndelsen af september 1996 mødte jeg op ved Skørpingkorets sæsonstart. Øvelokalet var beliggende på første sal i byens Medborgerhus. Først op ad trappen, så ind i en forgang. I dennes venstre side var der adgang til en garderobe. Over knagerækken var der en hylde. På denne befandt sig korets nodearkiv, opbevaret i bokse af pap. Fra forgangen kom man ind i husets sal, hvor der til højre for indgangen var et langt bord, ved hvilket korets medlemmer bænkede sig i kaffepausen.
I salen befandt der sig et mig ukendt antal korsangere af begge køn – overvejende kvinder. Jeg genkendte kun korets dirigent, da min ældste datter var ansat ved hans musikskole. Han bød mig velkommen og klassificerede mig straks som bassanger. Dermed blev jeg nummer tre i rækken. Jeg blev placeret mellem to yderst elskværdige og erfarne sangere, der hed Henning og Johannes – kaldet Johs.. Andre blev jeg ikke præsenteret for. Herefter overgav man sig til en opvarmning, der bestod af nogle legems- og vejrtrækningsøvelser samt frembringelse af diverse lyde – alt sammen helt surrealistisk for den uerfarne.
Heller ikke i den efterfølgende pause blev jeg præsenteret for de øvrige kormedlemmer, da alle var vildt optaget af forberedelserne til et forestående venskabsbesøg i Båstad i Norge. Derfor sang man stort set kun det repertoire, der var på programmet til turen, og som alle var fortrolige med. Ikke uden grund følte jeg en knugende afmagt.
Jeg ville gerne lære navnene at kende på korets medlemmer for, for alvor at blive en del af fællesskabet. Det var der problemer med. Når jeg spurgte en sopran, hvad navnet var på en given alt, kendte vedkommende kun udseendet, men ikke navnet på vedkommende – og vice versa.
Til alt held var koret inviteret til at deltage ved en historisk TV2-udsendelse fra Hjerl Hede det følgende efterår. To gange foretog 14 kormedlemmer turen til optagelserne, der mundede ud i årets TV2-julegudstjeneste. Prædikanten var Marianne Christiansen, som leverede et meget smukt julebudskab i skæret af de mange fakler, vi var gået i procession med til kirken. I alt dette var der mange og lange pauser. I dem kom vi tæt på hinanden – og der knyttedes venskabsbånd.
Efter den begivenhed følte jeg mig for alvor hjemme i Skørpingkoret.