Jeg er født og opvokset i Smedeby ved Kruså som den yngste af 6 søskende. Min mor påstod, at vi ikke havde plads til et klaver – jeg havde ellers gerne ofret et dækketøjsskab eller en sofa – men sang var der heldigvis masser af plads til.
Mine søstre og jeg sang gerne flerstemmigt, til mine forældres store fryd. Min mor havde som ung sunget i kirkekor, og hun lærte mig noderne ved hjælp af et lille klokkespil. Af andre instrumenter i hjemmet kan jeg nævne talrige småskæve bambusfløjter, et par blokfløjter, en båndfalsk guitar, som var umulig at stemme – og min fars violin, som jeg overtog, da den lokale musikskole startede op. I 4 år mishandlede jeg det stakkels instrument, indtil jeg i 12 års fødselsdagsgave fik en guitar af min søster. Det instrument passede mig meget bedre, og jeg lærte mig selv at spille på den. Den blev min trofaste følgesvend i mange, mange år fremover. I årene på Klank Efterskole var det mest som akkompagnement til tidens protest- og fredssange, men da jeg kom på HF og havde musik som valgfag, modtog jeg endelig undervisning i klassisk guitar. Samtidig sang jeg i musikholdets kor, og de to ting tilsammen gav mig et frydefuldt indblik i nodelæsning på højere plan. Noder er geniale!
Efter et par sabbatår rejste jeg i 1984 til Nordjylland for at læse til bibliotekar. Min faste opgavemakker og jeg havde en fælles passion for Simon & Garfunkel, og vi brugte dem som ”gulerod”, når vi skrev opgaver: Når vi er færdige med dette afsnit, må vi synge The Boxer – tostemmigt forstås.
I de arbejdsløse år derefter gjorde jeg mere ved musikken: Jeg fandt en fantastisk guitarlærer, Christian Svendsen, som kun tog imod betaling, når jeg havde råd. Han lærte mig at spille med et mere personligt udtryk og støttede mig i egne kompositioner.
Samtidig blev jeg medlem af Skt. Mariæ Kirkes lille kor, ledet af sr. Marianne. Egentlig var jeg kun dukket op til en øveaften for at se, om det var noget ved – og det var det faktisk ikke – men det viste sig, at jeg var en af de få, der kunne noder, og da jeg oven i købet sang alt og dermed var vant til at synge noget andet end melodistemmen, blev jeg omgående shanghajet!
I de hen ved 10 år, jeg sang der (afbrudt af et halvt år på Den Rytmiske Aftenskole med elguitar, rockmusik og rytmisk korsang), udviklede koret sig en hel del. Jeg sang ofte tenorstemmen, da vi i perioder ikke havde mænd til at dække stemmen. Vi havde det enormt sjovt i det kor, og det opvejede det lidt beskedne faglige niveau. Men sr. Marianne blev forflyttet til Rom, og koret blev nedlagt.
Kort efter flyttede min kæreste og jeg til Skørping, og da vi havde overstået det værste ombygningsrod, startede jeg i Skørpingkoret. Det må have været i efteråret 2005. Jeg fik snart min faste plads ved siden af Ulla B., som med sin klare stemme var en god støtte. For nu havde jeg da godt nok fået kam til mit hår! Koret skulle deltage i korstævne i Mariager med Mogens Dahl og Andeliga Sånger – foruden modtage besøg fra Norge og i den anledning synge i Nykirken.
Jeg skulle lære det hele i løbet af ret kort tid, så jeg måtte øve en del derhjemme. Tempoet ved korprøverne var jo et noget andet, end jeg var vant til; her brugte man ikke tid på at gennemgå hver eneste takt mange gange, for de fleste kunne jo læse noder. Men det var supersjovt, og jeg nød at stå blandt folk, der rent faktisk kunne synge. Sørens professionelle og humoristiske tilgang var også et stort plus.
I årene herefter har jeg deltaget i en del korstævner rundt om i Nordjylland, men aldrig uden for landsdelens grænser. Derudover har jeg naturligvis medvirket ved vore egne koncerter. En af de bedre var den i Valsgård Kirke i oktober måned i 2005, hvor generalprøven var aldeles rædselsfuld, og jeg havde mest lyst til at køre hjem. Men da kirken så var fuld af mennesker, lød det helt anderledes, og jeg fik den dér skønne oplevelse af, at vi var et instrument, som Søren spillede på. Sådan er korsang, når det er bedst.
Derudover husker jeg især forårskoncerten i maj måned i 2010 i Sognegården, hvor vi bl.a. sang en del Bellmann og andre svenske viser – en disciplin der passer rigtig godt til vores kor, synes jeg.
I de senere år har arbejde og mit politiske engagement på venstrefløjen i tiltagende grad taget af mine kræfter. Det betyder desværre, at jeg har mindre overskud til koret, hvorfor jeg også har været nødt til at holde en pause. Men jubilæumsturnéen ville jeg så nødig gå glip af, så p.t. er jeg tilbage