Kaja Grønhøj

I barndomshjemmet i Bælum blev der spillet musik. Faderen var en god violinspiller, der gerne optrådte til fester. To brødre var habile slagtøjsspillere og optrådte også i flere sammenhænge. Kaja selv fik klaverundervisning i 2 år.

Allerede som 14-årig blev hun medlem af Kragelunds Bælumkor, hvor også faderen var korsanger. Hun fortsatte som kormedlem, ind til hun flyttede hjemmefra som 17-årig. På lærerseminariet i Hjørring fortsatte hun med at udvikle klaverspillet. Samtidig var hun medlem af seminariets kor.

I 1971 fik ægtefællen stilling som folkeskolelærer ved Skørping skole. Det yngste barn var da blot 6 uger gammelt, men der skulle ikke gå lang tid før Kaja blev ansat på skolen – først som vikar og så som fastansat, så snart lejligheden bød sig.

Hun blev medlem af Skørpingkoret i 1984 samtidig med to lærerkollegaer, nemlig Jette Gahms Henriksen og Anders Vestergaard. Her var hun sopran i de følgende 17 år.

Hun har mange gode minder fra det spand af år. Umiddelbart fremhæver hun Landsstævnet hovedstaden i 1992. Det blev en uforglemmelig oplevelse at synge på plænen i Tivoli, mens månen lyste op på en skyfri sommerhimmel og et hav af mennesker lyttede på.

Det var en lige så stor oplevelse at deltage ved landstævnet i 1997 i Holstebro, hvor hun boede i campingvogn sammen med Inger Lise Trolle og Anny Gudum. Det var første gang hun prøvede kræfter med de kendte operakor. Ellers blev det en kold omgang – derude i vognen, kulden og regnen.

Hun var ikke med på besøgene i Båstad i Norge, men havde medlemmer boende hos sig ved korets besøg i 1993. Hun mindes med glæde besøget i 1998, da venskabskoret deltog ved opførelsen af Forklædt gud, som hun også havde sunget i 1985. Hun har ikke deltaget ved noget Danebodstævne.

Hun savner ofte medlemskabet af Skørpingkoret, hvorfor hun da også overvejer at indgå i fællesskabet igen.